Ane og Emanuels's bryllupsbillede



lidt beskadiget af tidens tand. Hvis nogen har et bedre eksemplar af billedet, vil jeg være glad for at låne det.




Artikel i Hjemmet nr. 34 - 16. august 1976. Af Knud Rask.

Vi er 108 med de nærmeste

Ræven bryder sig ikke om hvidkåls-suppe, men nok om resterne fra sylte. Omtalte ræv bor i granerne bag Emanuels og Ane Würtz`  kampestenshus i Moselund på Jyllands højderyg. Ræven er en af de mange Ane overkommer at tage sig af. Men Ane er osse bare 80 år og stolt af den gode cykel, hun fik af børnene på sin 75 års fødselsdag. - Så er det nemmere, at komme rundt og se til de gamle, siger hun.

Men Ane har mere at se til en end sin 86-årige Emanuel, huset, de gamle og ræven. På stuens endevæg hænger billeder af 13 brudepar. Ane peger leende på den ene brudgom. Han var enebarn og blev forelsket i Anes yngste datter. Enebarnet fik ikke lov at være ene mere. Han fik 12 svogre og svigerinder.

Vi er 108, når lige de nærmeste er samlet. Med 13 børn har vi fået 36 børnebørn og 46 oldebørn. Det er resultatet af at Ane og Emanuel fandt hinanden, da de tjente på Bakkegården i Ellerup i 1913. De giftede sig og flyttede ind i Kampestenshuset. Der var vindebrønd, petroleumslys og ingen mangel på ubekvemmeligheder.

Tørv og børn

Til gengæld var der ikke langt til arbejdet. Tørvemosen ligger lige udenfor døren. Der arbejdede de begge. Den ene gang gik Ane i mosen til dagen før hun fødte sit barn. Den sidste kom samme år som hun og Emanuel fejrede sølvbryllup.

Dengang, i tørvene, var de aldrig under 12 om middagsbordet og  -  én mere eller mindre - en pensionær blev der også plads til. Vi børn hjalp naturligvis i tørvene, fortæller en datter. Det var hveranden-dags skole, og på fridagen skulle vi hver nå 20.000 tørv. Lønnen fik vi tøj for. En dag om ugen kom ølmanden ud i mosen. Så fik alle børnene en sodavand af mor. Hele hendes løn for den dag gik med.

Ane arbejdede i mosen i 40 år. Da hun blev 60, tog hun arbejde på en fabrik i Ikast og blev der til hun var 71.  Nu er kampestenshuset bekvemmere end dengang Ane og børnene havde tørvestumper med hjem til komfur og kakkelovn. Der er centralvarme, lys og der er vand i hanen.

Alle de rare indretninger er blevet til ved fælles hjælp. Der er altid en søn, en svigersøn eller et barnebarn ved hånden, som er elinstallatør eller blikkenslager. Også telefonen er en gave fra børnene. Da den ringer for tredje gang, mens jeg snakker med Ane, rejser hun sig kvikt med ordene: "Det var da en strenge koncert idag." Hendes svar i telefonen falder rapt.

Mange fester

Man hjælper og man holder sammen. Hvert år, en dag i juni, samles familien på en campingplads. Sidst var de 150, den ældste var 93, den yngste to måneder.

Mens jeg er på besøg bliver Ane's 80 års dag drøftet. Det undrer mig ikke mere, at et barnebarn er restauratør. Dagen skal fejres hos Henning Würtz på Mads Doss i Thorning.

 Runde dage, konfirmationer og sølvbryllupper ligger tæt. De fejres gerne og grundigt. Da et barnebarn i Norge holdt bryllup, drog man afsted til Frederiksstad i 15 biler. Er der for langt mellem familie-festerne, kan man jo altid holde karneval. Det skete på Pårup kro forrige år. Ane's datter skulle være zigeunerpige og manglede en partner. Det blev der nemt rådet bod på. Ane fik en gammel kasket og noget mandetøj på. Hun dansede forkert om, så det peb. Ingen opdagede hvem hun var før maskerne faldt og hun fik andenpræmie for sin udklæd-ning. Indtil da havde hun, mod sædvane, ikke mælet et ord. Hendes stemme går man nemlig ikke fejl af.

Anes og Emanuels guldbryllup stod i forsamlingshuset for en halv snes år siden. Der kom 217 gæster

Ingen klynken

Døren i Kampestenshuset går flittigt. posten kommer og skal have en forfriskning. Et par sønner og døtre, hvoraf nogle selv er bedsteforældre, samt nogle børnebørn, kigger lige ind. Sønner og døtre har en klage over deres mor: Aldrig er det sket, at de har fået medhold, hvis de har klynket lidt over ægtefællen. En svigersøn sidder med foldede hænder i sofaen og lyser, da Ane udbreder sig om de herlige ægtefæller hendes børn har fundet sig.

På egnen er Ane Würtz en fabel. Det er ikke få af de gode folk i Moselund og omegn hun har hjulpet til verden. Masser af gange har hun bistået, når der var sygdom et sted, hvor det kneb. Andre har hun taget den sidste afsked med. Der har tit været bud efter Ane. En blev syg dengang børnelammelsen kom til egnen. Man vidste ikke rigtig hvad det var og hvor nemt det smittede. Hvem gik ind til den syge?

Flytte? Næh, tak

Nu er det hendes bekymring, at Emanuel hører så  skidt. Ane, som altid har delt, finder det uretfærdigt, at han skal være udenfor som tunghøre er det. Og det er som om Emanuel mærker hendes omsorg. Han smiler over til hende da hun betror sig.

Det forekommer rimeligt, at de to bor i et hus der er bygget af kampesten. Og at huset ligger et sted, hvor der har boet mennesker i årtusinder. Tollund-manden blev fundet her.

Ikke om de ville bytte. Ane er nær ved at vrinske, da jeg drister mig til en vag ytring om alderdomshjem. Ane har altid klaret sig selv. Skulle man flytte, når man kan se fru <mikkel Ræv gå og samle mus til ungerne. Hun lægger dem pænt i en dynge, til hun har så mange, hun kan have i flaben. En fræk unge får et dask med poten, fordi den tager før der er serveret.

Ane følger med mig ud, da jeg går. Hønsene skal fodres. Jeg ønsker mig nu en kok til hønsene, siger hun. - Der er ikke noget så skønt som når han galer om morgenen.


oversigten