Ankers side
   
Jeg er født i 1922 i Tollund. Døbenavn: Svend Anker Würtz.
 
 
Jeg gik i skole hveranden dag i Engesvang, hos Lærerinde frk. Nielsen, Lærer Andersen og Lærer Nedergaard. I 1937 blev jeg fri fra skolen i sommerhalvåret for at arbejde i mosen. Gik til præst og til skole igen i vinteren 1937 - 38. Blev konfirmeret den 2. maj 1938. Kirstine yver Poulsen kørte til kirken i en gammmel bil, da jeg stod af ved kirken rev jeg mine bukser på en fjeder, der stak op af sædet.

Det jeg husker bedst fra skolen var lærerinden, hun stod og ragede i mit haar med en blyant og sagde "du er vel ikke luset", det maatte jeg høre meget for af de øvrige i klassen.

Efter skolen tjente jeg i Tange paa Rishøjgaard. Fra 1-11-38 til 31-10-39 i Frederiksdal hos (!). I vinteren 39 i Kragelund, derefter hos Kristian Sølvsten i Farre. Var en kort tid hos bager Mørup i Ikast. Kom derefter til Aksel Jensen i (!).  I 1941 kom jeg til Sønderjylland i tørvemosen, havde plads hos Peder Pedersen, Tovstrup. Senere hos Skovfoged Vilstrup. Kom i 1945 hjem og var i brunkullene og tørvemosen.

I oktober blev jeg gift i Gyldenhøj i Torslev, med Elna Rosa Pedersen. Vi boede i starten hos Klara og Aksel, hvor jeg arbejdede det meste af tiden til 1952, hvor vi rejste til Romvig og jeg arbejdede paa Lille Romvig. I 1955 arbejdede jeg paa Visgaard Teglværk om sommeren og om vinteren med dræningsarbejde. I 1959  blev jeg formand ved entreprenør Niels Jørgensen.

Selvstændig

I 1965 begyndte jeg som selvstændig.  I 1967 solgte vi ejendommen vi havde købt i 1965 og 

flyttede til Snejbjerg hvor vi boede til 1976. Købte samme år hus i Skibbild. Det var bygget af Poul Erik og Kirstens mand Erik.
 
Vi fik efterhaanden saa mange vandløb at rense i Juelsminde, at vi i 1979 flyttede til Ar forsamlingshus, som Elna havde i 2½ år. I 1980 købte vi huset vi nu bor i. I 1990 solgte jeg forretningen til Paul Erik  og er arbejdsmand hos ham. Jeg har haft et godt liv -  lidt med sygdom og penge, masser af arbejde.

Børnenes navne:

Paul Erik, født i 1944, Kjellerup Sygehus

Kirsten Marie, født i 1946, Engesvang

Inge-Lise, født i 1949,  Moselund

Ole Jonny, født i 1950  Moselund

Susan Elsebeth, født i 1955 Romvig Mark, Ørre

Anker og Elna med Susan


Elna har vi mistet den 23. august 2006 og Anker 15. maj 2011.   




Billeder fra Anker og Elna's diamantbryllup - foto:  Inge-Lise









Jeg har modtaget nedenstående fra Inge-Lise - og valgt at gengive både brevet og talen - / Villy.

Kære Villy

Jeg har fået en tale som far ville have holdt til en jubilæumsfest i slægts-foreningen.

Det blev den dog aldrig.  Den daværende formand synes den var for trist til en fest (hvem det så end var), men jeg synes egentligt det godt kunne bruges på hjemmesiden.

Nu kan du jo prøve, at læse det og så se hvad du mener.

Far skriver nederst, at dette, at han ikke nævner sin far er dels, at emnet er for stort og han mener en anden kan fortælle om ham.

Talen skulle være holdt d. 5.10.1991.

Inge-Lise K. Pedersen


TALEN - der aldrig blev holdt...

Denne beretning tager sin begyndelse på Skannerup Mark d. 28 marts 1896.  Da fødes en pige der får navnet  Ane Cæsilie Marie Jørgensen.  Hun går en tid i skole i Skannerup, men da hun er 10 år, flytter forældrene til lille Amerika som ligger i Gjern Bakker.

Hun fortæller bl.a. fra sin barndom, da en mand kommer på besøg.  Hendes far og gæsten sidder i stuen og snakker, hun lister sig ind i stuen.  Pludselig opdager faderen hende og siger til gæsten: ”Jeg var til marked i Silkeborg i går, jeg købte en pispotte med to ører".  Hun står der imens, han pegede på hende og hun skyndte sig ud.

Hun huskede engang under et stormvejr.  Hendes far stod med ryggen mod muren, han var bange for, at den ville vælte.  Huset var bindingsværk med ½ stens mur.

Hun huskede også en aften.  Hendes far kom ikke hjem til vanlig tid, han arbejdede på et teglværk i Lysbro.  Han gik hele vejen fra Gjern til Lysbro.  Hans kone gik ud for, at se efter ham.  Hun fandt ham sovende op mod et træ.

Hun fortæller også om en mand som kom styrtende ind en eftermiddag med bukserne om hælene.  Han havde set sin første flyvemaskine mens han besørgede bag en busk.  Han troede vist, at det var jordens undergang.

Hun fortæller, at hun som 12 årig arbejdede på Gjern Teglværk. Hun tørrede de ståltråde som skar stenene, de skulle tørres hver gang de havde skåret. 
Hun havde sin læsebog liggende ved siden af.  Når der sprang en af disse tråde, kunne hun læse mens en ny blev sat i.

Hun bliver konfirmeret i foråret 1913 og får plads som lillepige på Bakkegården i Ellerup.  Her lærer hun sin senere mand at kende, han tjener også på Bakkegården.  

Nogle år senere tjener hun hos læge Raadal i Gjern.  Her bliver hun til hun er 20 år.  Hun forlader pladsen for, at gifte sig.  Nogle dage efter kommer der bud fra fru Raadal som vil tale med hende.  Hun bliver ilde tilpas.  Hvad mon dette betyder? 

Da hun har fået hilst på fru Raadal, siger denne. ”Kan du tænke dig, hvorfor jeg har sendt bud efter dig” Det kunne hun ikke.  Så siger fruen: ”Vil du have Tobby”? (Tobby er en skotsk hyrdehund) hvortil hun svarer ”Ja, med glæde”.  ”Jo”, siger fruen. ”Siden du er rejst er han blevet meget urolig og han vil ikke spise, men nu får du din kaffe og du må ikke snakke med hunden.  Når du tager din frakke og går, hvis han da går med dig er han din”.   Han gik med, med logrende hale.  

Hun fortæller mange gange om Tobby som levede i 5 år mere. D. 6.10.1916 bliver hun gift i Engesvang Kirke og bosætter sig i Kampestenshuset.  Her føder hun d. 25. november en datter som den første af hendes 14 børn, hvoraf de 13 i skrivende stund er levende.

I1914 indkaldes hendes mand til Sikringsstyrkerne.  Det sker i alt 3 gange iløbet af 4 år.  Da han indkaldtes sidste gang i 1918 har de købt landejendom i Tollund, men afstår den i efteråret 1922 og flytter igen til Kampestenshuset, hvor de får 67 år sammen.

De har en enorm stor omgangskreds.  Hun er et menneske der ikke går til side når det gælder hendes medmennesker og dyr i nød.  Hun har hver sommer i 17 år en mand, der spiser til  middag. Hun arbejder i tørvemosen, hun strikker om vinteren, går ud og vasker, hjælper til ved fødsler, fester og dødsfald.

Et eksempel på hendes omsorg for dem hun kalder sine. Engang nogle af børn og børnebørn var hjemme, kom en vred mand .  Det var en svigersøn han mente fortjente en omgang, men han blev meget bestemt bedt om, at komme ud omgående.  Hun sagde, ”du skal ikke komme i mit hjem og overfuse en af mine”.

I 1979 dør hendes mand 89 år gammel.  Efter nogen tid flytter hun til Engesvang i lejlighed.  Da det går tilbage med helbredet tager en datter og svigersøn hende til sig.  Og I skal vide, at det påskønner jeg, dette min tak for I to.

Hun kommer på plejehjem i 1983. 10 måneder senere får hun en hjerneblødning, ligger bevidstløs i ca. 10 dage og sover stille ind, omgivet af nogle af sine kære.  Det sidste hun foretog sig var, at hjælpe en gangbesværet til sit værelse efter, at have spist til middag.  Hun døde som hun havde levet. Hjælpsom.

Denne i sandhed store og prægtige kvinde var   -   vores mor.

ÆRET VÆRE HENDES MINDE

Svend Anker Würtz



Inge-Lise har sendt nedenstående til Anker's side:

De sidste 3 mdr. af mors liv.

D. 22 maj 2006 blev mor indlagt på medicinsk afd. i Herning.  Mor var vågnet kl. 6.oo og da hun stod af sengen faldt hun.

 Scanning viste en hjerneblødning i højre hjernehalvdel.  Ifølge lægen vi havde en samtale med, fyldte blødningen op i hele højre hjernehalvdel.  Mor vågnede langsomt op og d. 30.maj blev hun overflyttet til optræning på Tarm Sygehus.  D. 3. juni mente de på afd. i Tarm, at mor havde haft en ny hjerneblødning og hun blev tilbageflyttet til Herning.  Mor kom sig lidt igen og d. 9. juni blev hun atter overflyttet til Tarm.

I genoptræningen blev der startet med spisetræning og lejring.  Mor blev dog hurtig i stand til, at spise selv og 

derfor startes der med ADL-træning.  I første omgang med, 

at mor skulle lære, at vaske sig selv.  Denne træning fortsatte til d. 30 juni, hvor mor blev overflyttet til sygehuset i Lemvig p.g.a. ferielukning i Tarm.

 Der blev udfyldt papirer til en plejehjemsansøgning mens mor var i Tarm og d. 29.juni blev hun på visitationsmødet i kommunen tilkendt en plejehjemsplads.

 I Lemvig kom mor på en almindelig medicinsk afd. og da de fik at vide, at mor var bevilget en plejehjemsplads, meldte de til kommunen, at mor var færdigbehandlet.  Det største fremskridt der skete i Lemvig var, at de begyndte, at forflytte mor v.h.a. en stålift.

 D. 10 juli flyttede mor så ind på plejehjemmet Solhøj i Vildbjerg.  Her sov mor ind d. 23. august og blev bisat fra kapellet d. 30. august 2006.

TILBAGE