Peters side...

Jeg er født i 1919 i Tollund og døbt Johan Peter Würtz.

Døbt i Funder Kirkeby. Konfirmeret i Engesvang kirke, ved pastor Nissen.

Jeg gik i skole i gl.Engesvang (hveranden dag) hos lærerne frk. Nielsen, lærer Andersen og lærer Nedergård.

Som 14 årig kom jeg ud at tjene i gl. Engesvang, derefter i Guldforhoved og Kaptajnsgården, Moselundgård og i mosen.

Jeg blev gift med Gerda i 1944.

Vi har fire børn: Henning, Gunner, Svend Aage og Inger.


Nedenstående beretning fra barndommen med bedste- forældrene Peter og Gerda, er modtaget fra Henrik Würtz:

Peter og Gerda Würtz var mine bedsteforældre. Mine søskende og jeg kaldte dem selvfølgelig kun for bedstefar/bedstemor da vi var børn, og ofte kom på ferie hos dem. Så var der gang i kortspillet. Ofte var der et hold fætre samlet til et spil mausel eller rommy. Vandt Bedstefar for meget satte bedstemor sig til bordet og så blev der som regel rettet op på det igen. Det var altid godt at spille kort på Gammel Kongevej, for vandt man beholdt man pengene og tabte man fik man det tabte tilbage.

Om aftenen var der som regel bankospil i sted i nærheden af Engesvang og så var det afgang. Bedstemor havde altid et hav af tavler og alligevel holdt holdt hun øje med min tavle. Af og til kom der lige en arm tværs over bordet, og så dumpede der en mønt ned på et nummer man havde overset.     

Da vi børnebørn nu selv har fået børn er der jo kommet en ny Bedstefar og Bedstemor. Så nu omtaler vi dem altid som Peter og Gerda Würtz, og navnet skal udtales med Engesvang accent, dvs. "Wørs". Ellers var der måske nogle, der kunne komme til at forveksle dem. Såfremt man ikke er klar over, hvem Gerda og Peter var så kan jeg fortælle, at jeg har mistænkt Lise Nørgaard for at have skabt figurerne grisehandler Larsen og hans kone Kathrine (Matador) på baggrund af mine bedsteforældre.

Min bedstefar havde flere interesser,  bl.a. holdt han meget af når familien var samlet til søndagsmiddag på Gammel Kongevej med et dertilhørende slag kort og Giro 413 på radioen. Det betød, at huset søndag middag var fyldt med børn, svigerbørn og børnebørn. Min Bedstemor diskede derpå op med det store frokostbord og alle sad og hyggede sig, undtagen Bedstemor. Hun sprang rundt og sørgede for der intet manglede. Vi har nu en sætning i familien, der lyder, "Sæt dig nu ned, Gerda". Den bruger vi når der er en, der ikke kan finde ud af af sætte sig ned og slappe af sammen med den øvrige familie. 

(Forbavsende ofte er det i Thorning denne sætning bruges).

Nå videre. Efter frokosten blev kortene derpå fundet frem og snart sad der et bordfuld voksne og spillede kort. Sådan et spil kort blev afviklet under højlydte eder og forbandelser, kortene blev hamret i bordpladen så sedler og mønter fløj, ligesom luften hurtig var tyk af cigaretrøg fra Bedstefars Kings samt andres cigaretter og da brændeovnen ligeledes fik fuld hammer var der snart en skøn atmosfære i huset.      

Fjernsynet blev tændt, så børnebørnene kunne se en ofte udenlandsk film, mens de øvrige spillede kort. Der blev skruet helt ned for lyden, idet vi jo alligevel ikke forstod engelsk desuden kunne vi jo bare læse teksten. Dette bevirkede, at forbavsende mange børnebørn ret hurtigt lærte at spille kort istedet for at se fjernsyn. Andre gange fik de højtrystede børnebørn til en tur i biografen i Engesvang, hvor der altid gik et dansk lystspil med Dirch Passer eller en femmer til en pose frugt vingummi hos Is-Gerda.   

Nu lyder dette jo i vore dage som fuldstændigt vanvittigt. Men der skal ikke herske den mindste tvivl om, at noget af det jeg husker og mindes bedst ved at komme i huset hos mine bedsteforældre var netop disse familiesammenkomster og juleaftener. Det står meget tydeligt for mig som værende noget rigtigt hyggeligt.
Det med, at familien samles til en gang social samvær, hvor det tit er de samme gamle historier, der fortælles gang på gang tror jeg er kendetegnede for Würtz familien. Man behøver ikke bekræfte sig selv via bjergbestigning, elastikspring eller andre vilde ting. Man ved, at familien er der og man altid er velkommen. Dette gør, at der hviler en vis ro over Würtz-familien.

Da jagt var en af Bedstefars interesser var det en selvfølge, at min bror og jeg kom med på nogle af disse jagtture. Ofte var det dengang skovduerne, vi havde planer med.

Peter og Gerda ved en fest. Det vides ikke hvor 
og i hvilken anledning.



Peter mistede vi den 6. august 1998 og Gerda den 17.02.2002


De varme augustdage
 
med blå himmel, hedelyng, tyttebær, Karl Johan´er, fluer og myg, hvor vi forventningsfulde sad i skjulet mens vi ventede på de store flokke af nordiske duer, der nok lige var på trapperne.  Vi sad så med et par sodavand, Bedstefar med en øl og sine Kings. Alt var tilrettelagt til mindste detalje. Inden jagttid havde vi været i Bording hos Kr. O. Skov og handlet os til de bedste patroner vi kunne opdrive, "36 grams rød Gyttorp". "De duer bare".
Lokkeduerne var stillet i den rette hestesko formation med næbbet mod vinden, og vi kunne med hænderne kurre som den mest kælne skovdue. Når der så endelig kom en due flagrende på stive vinger ned mod os, lød kommandoen med lav stemmeføring, "veeeeeent", " veeeeent", "veeeeent". Det var næsten uudholdeligt at vente på den gamle så råbte "Nu", hvorefter vi røg op fra skjulet og de røde Gyttorp blev sendt ud i fædrelandet.  

Senere på sæsonen kom andejagten med regn og rusk og da vi boede i Ravnholt, Thorning kom Bedstefar ofte til et aftentræk på ænder. Vi og hunden var altid klar til at tage med og snart kørte vi i Bedstefars gamle Lada ned over markerne, ned til engen med søen og åen. På de gule stubmarker sås ofte lange snoede sorte hjulspor, der flettede sig ud og ind imellem hinanden. Forbipasserende troede, at det var os, der kørte markræs på markerne, men det var nu ikke årsagen.
  
Forventningerne til disse jagter var altid store, men de store resultater udeblev ofte. Når andetrækket var endt og vi kørte hjemad blev vi placeret i bilen således en sad på forsædet og en på bagsædet. Vinduerne skulle rulles ned. Det var en uskrevet aftale os imellem, nærmest en pagt, at kom der en hare skulle den have et skrald.
Så tændte Bedstefar det lange lys og derefter blev markerne drevet af. Når en hare så en sjælden gang blev spottet i lyskeglen opstod der panik i bilen. For den skulle vi bare have med hjem. Bedstefar gav fuld gas og vi fløj afsted over stubbene, mens skuddene bragede og det stakkels dyr piskede afsted som gjaldt det livet. (Og det gjorde det jo, nok lige).

Nu har sådan en hare det med at sikke når vi sakkede og omvendt. Skuddene ramte derfor ofte flere meter bagved. Bedstefar skældte ud og hunden, der sad foran passagersædet, drivvåd og stinkende gik jo så fuldstændig amok når den hørte skyderiet. Det endte som regel med, at den blev kylet ud af bilen og måtte løbe hjem eller smidt om på bagsædet, hvor den så sad med hovedet ud af det nedrullede vindue og gøede hysterisk, mens vi fræsede afsted.

Det endte jo så ofte med vi nåede hjem uden hare, men som vi altid var enige om." Jamen den var der sgu, kommer du ikke igen i morgen, Bedstefar ?".

Jeg mener godt historien kan fortælles nu, idet der ikke er nogle, der kan straffes da Bedstefar jo ikke er her længere og vi andre var under den kriminelle lavalder.

I øvrigt tror jeg min Bedstefar har tænkt noget i retning af det samme som Blicher:

Den gule ørken er et paradis
Når den har skuet barnets første glæder.
Min fødestavn er lyngens brune land,
Min barndoms sol har smilt på mørken hede,
Min spæde fod har trådt den gule sand,
Blandt sorte høje bor min ungdoms glæde.
Skøn er for mig den blomsterløse vang,
Min brune hede er en Edens Have:
Der hvile også mine ben engang,
Blandt mine fædres lyngbegroede grave.

Henrik Würtz,

Ældste barnebarn efter Peter og Gerda

TILBAGE