Tørvenes historie

Indsendt af Robert Bak Thygesen

UBERØRT NATUR ?

Moserne ligger idag stille hen og ligner til forveksling uberørt natur. Men deres krat, sumpe, enge og søer gemmer på en gammel historie om det hårde slid i tørvemoserne, og om hvordan tørvegravningen helt har omformet det oprindelige landskab.

EN ARV FRA FORTIDEN
Mange dale og lavninger er i fortiden blevet oversvømmet af vand, og der er opstået en mosaik af fladvandede søer. På bunden af søerne ophobede der sig et dyndlag, der gennem århundreder er vokset i tykkelse.
Efterhånden som vanddybden er blevet mindre, er planterne vokset ud i søerne og er kommet til at dække en større og større del af vandfladen. Mangel på ilt i det stillestående vand stoppede al forrådnelse, og de døde planter lagde sig i tykke lag på bunden. Således blev søerne gradvist omdannet til moser, som gemte årtusinders konserverede og sammenpressede plantedele = tørv.

Da tørv består af sammenpressede plantedele, kan den brænde. Hvis de opgravede tørv var helt tørre, var de et udmærket brændsel. De var lette at holde ild i, og de dannede et roligt bål med mange gløder. Desuden var de nemme at håndtere, og gode at stable. Men hvis tørvene ikke var ordentligt tørre, kunne de være meget vanskelige at få til at brænde. De udsendte en kvalmende røg, der i tidens løb har bølget under loftet i mange køkkener og stuer. Brændværdien i de forholdsvis lette tørv var væsenligt mindre end det tættere og tungere træ. I våde tørv gik det meste af energien op i vanddamp, og tørv med højt indhold af mineraljord efterlod masser af aske.

I jægerstenalderen gik folk på jagt i de store skove, eller fiskede i de søer der endnu ikke var groet til. Da jægerne blev agerbrugere, begyndte de at rydde skoven ned mod søerne for at få dyrkningsjord og græsningsarealer.
Skovrydningen fortsatte gennem hele bronzealderen og blev i jernalderen så omfattende at de sidste skovarealer efterhånden forsvandt. Det var især jordens store frugtbarhed der var baggrunden for den intensive opdyrkning. Store områder blev omdannet til et næsten træløst slettelandskab uden plads til skov, der kunne give brænde.


Som resultat af træmangelen, fik udnyttelsen af mosernes tørv stigende betydning.
Mange landsbyer der opstod omkring år 1000, blev lokaliseret nær vådområder, hvor engene kunne udnyttes til græsning og mosernes tørv kunne supplere det kostbare træ som brændsel.

I de følgende århundreder blev problemet med brændemangel stadig større. Svenskekrigene i 1600-tallet efterlod de sjællandske skove i en miserabel stand, og efterspørgslen på brændsel i Københavnsområdet var akut.
Ved ophævelsen af dyrkningsfællesskabet i slutningen af 1700-tallet blev agerjorden fordelt mellem bønderne. Også landsbyernes moseområder blev omhyggeligt opdelt parceller, og der forhandledes med stor lidenskab om at få andel i de gode tørvemoser. Ja, værdien af tørvejorden kunne stå mål med den fede agerjord.

SKÆRETØRV
Den enkleste måde at lave tørv på, var at skære tørvene direkte ud af mosens tørvelag i lange blokke. Blokkene blev lagt op på kanten af tørvegraven og derfra transporteret på brædder eller med trillebør til tørrepladsen. Arbejdet med at stå nede i tørvegraven og skære blokkene fri var hårdt mandearbejde, mens "tørvetrilleren" godt kunne være en kvinde.

På tørrepladsen blev blokkene skåret op i murstensformede tørv, der blev spredt ud over tørrepladsen. Efter en for-tørring på ca. en uge skulle tørvene sættes op i hule småstakke kaldet "røjler" eller "skruer". I skruen var der luft mellem de enkelte tørv, der nu kunne tørre færdigt. Det var ofte kvinder eller børn der udførte det tidskrævende arbejde med at lægge tørvene ud og sætte dem op i skruer.
For at lave gode faste skæretørv skulle tørvelagene være tætte og sammenhængende. Ud over at skrælle den overliggende græstørv af, var det ofte nødvendigt at fjerne de øverste løse tørvelag. Det gav et stort spild, og i løbet af 1800-tallet udvikledes en anden teknik, kaldet æltetørv som hurtigt blev fremherskende.
ÆLTETØRV

Ved fremstillingen af æltetørv blev løse og faste dele af tørvemassen blandet, og ved tilsætning af en passende mængde vand opnåedes en konsistens, der gjorde det muligt at ælte massen sammen til en ensartet sammenhængende grød.
I det lille tørvebrug foregik æltningen i en stor kasse med høje sider, hvor man med bare tæer eller træskostøvler trampede rundt. Det var tungt at vade rundt i den klæge grød. Det var noget lettere at få heste til at gå rundt i ælrekassen. Den våde tørvemasse skulle nu transporteres til tørrepladsen. Her blev den hældt ned i en form, som var en flad kasse opdelt i en række rum.
Hvert rum havde en størrelse svarende til en tørv. Når formen var fuld, blev først den løse bund fjernet, og derefter kunne selve formen løftes fri af tørvene, der nu lå på jorden. Når tørvene var tilstrækkeligt tørre til at kunne flyttes, blev de ligesom skæretørvene stablet i skruer. Ved at lave æltetørv kunne man udnytte alle tørvelagene, og æltetørv var ofte fastere i strukturen og fyldte mindre end skæretørv. Men der var meget arbejde med æltetørvene.
I slutningen af 1800-tallet mekaniserede man æltningen, bl.a. ved lukkede hestetrukne vogne, hvor en række knive kørte rundt i tørvemassen når vognen kørte.
 

FØR DER BLEV GRAVET
Det var nødvendigt at sænke vandstanden i moserne, før man kunne begynde tørvegravningen. Hvor det har kunnet lade sig gøre, har man udgravet og kanaliseret de vandløb, der naturligt afvandede moserne. Der blev gravet kilometervis af grøfter og drænkanaler.
Tørvegravene kunne være flere meter dybe. Og da mændene under arbejdet ofte stod nede i graven, vat det jo nødvendigt af bortlede vandet.



FRA TØRVEBØNDER TIL FABRIKANTER
Under 1. Verdenskrig blev der mangel på kul, og efterspørgslen på tørv steg brat. Det satte skub i en begyndende industrialisering af tørveproduktionen med transportører og store æltemaskiner der blev drevet af "lokomobiler" som var rullende dampmaskiner.
Udviklingen slog dog ikke igennem alle steder, så selvom man nok forøgede produktionen, var det mange steder med de traditionelle metoder.
Da 2. Verdenskrig brød ud, eksploderede behovet for tørv. Ikke mindst til industrien og de store elektricitetsværker. Priserne var gode, og staten stillede krav om at der blev gravet over alt hvor der fandtes tørv.
Moselodder blev nogle steder købt eller lejet af industrivirksomheder, og de traditionelle metoder blev suppleret med nye rationelle teknikker. Tørvebondens tid var ved at være forbi. Mange steder sørgede elektriske pumper nu for tørlægning af mosearealerne, og fremstillingen af tørv foregik ved hjælp af transportabelt maskineri. Nogle steder gravedes med et slæbeskovlsanlæg, der skovlede tørvemassen direkte fra graven til æltemaskinen.
Andre steder blev der presset tørvebriketter af tørvesmuld, der med traktor blev skrællet af mosens overflade og tørret inden presningen. Briketterne (eller "formbrændsel") havde større brændværdi end almindelige tørv.

Efter befrielsen aftog behovet for tørv gradvist, og i løbet af 1950'erne døde tørveproduktionen ud. En kulturhistorisk epoke var slut, men den havde sat sine spor.


NATUREN INDRETTER SIG
Tørvegravning og afvanding - især under de to verdenskrige - lavede fuldstændig om på landskabet. På trods af den voldsomme fremfærd blev der efterladt et varieret landskab med en rig flora og fauna. Mange større moser er nu udpeget som biologiske interresseområder, og på en del af mosearealerne er der sjældne og sårbare planter eller et fugleliv der kræver særlig beskyttelse. Så selv - eller måske netop - i et landskab der har været udsat for så store ændringer, er naturen i stadig udvikling.

 

(Tak til Københavns amt for tilladelse til gengivelse fra publikationer om tørvemoser).
oversigten