VILLY's DAG  - 

en dag i barndommen...

Side 2


Han landede igen da broen var i top – så hans vægt fik broen til atter at fjedre ned – voldsomt ned – og op igen. Nu virkede broen som en katapult – så Ole fortsatte med raketfart de sidste meter – men nåede ikke at dreje af ad skolestien højre om møddingen, som jo lå ret for enden af broen.


Der var ikke meget kampgejst tilbage i Ole, da han sad der i møddingen – og opdagede at fjendens tropper slet ikke var fulgt efter ham ud på broen. Grethe skraldgrinede af ham, mens hun svang gulvskrubberen og råbte at nu var han hvor han hørte hjemme  - så'n møgunge.
Han råbte trusler efter os, mens han kæmpede sig ud af møddingen og forsvandt så ad skolestien mod Funder.

Jeg mønstrede mine kamptropper og konstaterede at der var ingen sårede, så jeg klappede min lille hund Molly og så skulle Grethe og mig gik ind til mor Metha og ha et dejligt forfriskende glas saftevand.
 

TROMPETEN

Da Ole nu var banket på plads, og Grethe sendt hjem til  Moselund, kunne jeg begynde at koncentrere mig lidt om musikken. Det var ikke særlig nemt, når man ikke havde nogen form for undervisning.

På et tidspunkt var jeg FDF spejder, sammen med bette Leif, og jeg forsøgte at melde mig til blæseorkestret med min trompet - for så var der nemlig gratis  undervisning.

Ved optagelsesprøven skulle jeg lille bondedreng, stille mig op foran nogle voksne mænd, der sad ved et bord og gjorde notater, og så skulle jeg synge "Jeg elsker de grønne lunde".
Jeg har kun oplevet denne følelse en gang siden - da jeg var på session. Og selvfølgelig dumpede jeg med et brag til optagelsesprøven  Så altså måtte jeg fortsat forsøge mig som autodidakt                              
Egentlig mærkeligt at fatter ikke forstod hvad det drejede sig om. Han havde selv forsøgt sig som autodidakt med forskellige instrumenter - klaver, harmonika, violin - og savblad.
Engang ville han demonstrere sine evner på savbladet for nogle gæster bl.a. min oldefar Andreas Jørgensen. Bagefter hviskede Andreas til mor "a bad te at han vill hold op".

 
Men garn'teret om jeg ikke fik lyd ud af trompeten. Jeg fandt dog hurtig ud af at det ikke var særlig populært at sidde og øve ind i stuen om aftenen - så jeg valgte frivillig at fortrække til kostalden og det blev så køerne der måtte lægge ører til.
  

Der sad jeg så og truttede "Texas gule rose" aften efter aften mens køerne gumlede og engang imellem løftede halen og kvitterede med en ordentlig kage som tak for musikken.

I BIOGRAFEN

Om det var p.g.a. min musik at mælkeydelsen faldt drastisk i trompetperioden vides ikke, men ihvertfald var der ikke meget opmuntring fra fatter - eller andre i familien. Så det endte med at jeg opgav og - solgte trompeten for 2½ krone og gik i biografen og så "Mordet i Orientekspressen".

Det skulle jeg aldrig have gjort. Det var stæærke sager for et følsomt barnesind. Jeg tror nok far og mor troede jeg skulle til spejder sammen med bette Leif, men han havde vist influenza. Fra biografen havde jeg 4 km hjem til Funderholme - alene - på cykel - uden lys - og jeg skulle over banelinien som krydsede Funderholmevejen.

Jeg nærmede mig nu banelinien, med de for- skrækkelige indtryk fra filmen kørende i bag- hovedet. 
Vejen havde en stejl stigning inden den krydsede banen, så jeg stod af og trak cyklen op mod banen, medens jeg kiggede mig over både den ene og den anden skulder, ængstelig og på vagt mod både togrøvere og mordere. Fuldmånens lange stråler ramte bommene, som stod der i månelyset, som to kæmpemæssige spanskrør - klar til at tæske mig, når jeg passerede banelinien. 

Men nu skete der noget - ovre fra Lysbro-siden havde et ulvekobbel fået færten af mig - og nærmede sig nu i rasende fart.
Jeg satte det lange ben foran og drønede op ad banebakken i en  fart, for at kaste mig på cyklen på den anden side banen, hvor det gik nedad igen, og fræse fra ulvene. 
For sent opdagede jeg at bommene var gået ned, og jeg bragede ind i den første bom, der slog mig omkuld - oveni cyklen - alt imens ulveflokken tudede mig ørerne fulde - troede jeg. Det var nu altså ikke ulve der tudede, viste det sig - men Orientekspressen der buldrede forbi i det samme. 

Puha altså, tænkte jeg, det er godtnok hårde betingelser det her og fik mig selv og cyklen stablet på højkant igen. Jeg havde ondt i siden og det  viste sig at jeg havde bøjet et par ribben - men det var meget værre med cyklen, den havde  brækket en pedalarm. Nu måtte jeg gå hjem med cyklen.

Men det gik og jeg slap hjem med livet i behold - reddet fra togrøvere, mordere og glubske ulve. Min lille hund Molly, kom løbende mig imøde og hoppede og dansede for at slikke mine skrammer - den var nemlig fuldstændig klar over, at jeg havde været i den yderste livsfare. Og se, det var jo en formildende omstændighed. 

 
TILBAGE